Simone Aaberg Kærn har arbejdet med krig i kunsten siden 1997, få år efter, at Danmark for første gang løsner dræbende skud i en væbnet konflikt. Kærn viste værket Sisters in the Sky. En malet portrætserie af 45 piloter, der også var kvinder, de fløj alle militær fly under Den anden Verdenskrig.  Værket blev vist på kunstmuseet Louisiana i Humlebæk og på Venedig Biennalen kurateret af Harald Szeemann. Senere købte Knud W. Jensen værket af kunstneren med støtte fra Augustinus Fonden.  Sisters in the Sky blev også til en TV-serie i 4 dele med samme navn produceret af DR. Siden har Kærn produceret en række værker med kvindelige jagerpiloter fra mange lande.

I 2003 flyver Kærn en microglobal performance 5.000 km til Afghanistan. Hun flyver sin lille Piper Colt flyver igennem den amerikanske krigszone uden tilladelse. Hun vil udfordre US Air And Space Commands Joint Vision 2020‘s som lægger vægt på Full-spectrum Dominance. Kærn vil gøre det med en poetisk drøm, en luftsang.  Målet er en afghansk pige med en flyvedrøm. Med sig har hun kameramanden Magnus Bejmar. Sammen producerer de den Emmy nominerede film Smiling in a war Zone.  Performancen bliver også til udstillingen “a microglobal performance” og crossing line samt Open Sky. Filmen har en tilsyneladende meget uskyldig og poetisk tone. Udstillingerne giver plads en dybere fortolkning og reflektion.

I 2010 bringer Kærn krigen ind i Folketinget da hun maler det officielle Statsminister portræt af Anders Fog Rasmussen. I billedet er markante krigs referencer. Maleriet er tænkt som hvad Kærn kalder relationelt maleri eller et stykke social plastik, hvor kunstneren har opstillet en række regler og systemer omkring skabelsesprocessen. Den portrætterede og dennes rådgiveres indput til processen, er en del af værket. Modtagelsen af værket og det værket afstedkommer er ligeledes en del af værket.

Nu begynder Kærn, at undre sig så meget over mediernes pæne og pligtopfyldende rapporteringer fra de nye danske krige, at hun mener, at hun må gøre noget. Medierne giver på dette tidspunkt indtryk af, at vores militære indsatser er gode, rene og effektivt ublodige. En meningsfyldt aktivitet. Dette billede passer ikke sammen med den krig Kærn selv ser eller møder igennem venner i krigsplagede områder. Den danske befolkningen bakker i høj grad op omkring de væbnede aktioner og det kan virke som om de ikke er klar over den militarisering af samfundet, der finder sted. Nye performative ritualer opfindes omkring vores militær, når de går parade, i rene nypressede kampuniformer, ned af Købmagergade medens der fyres konfettikanoner af med bitte små dannebro. En opgradering af Otto Baches Soldaternes Hjemkomst til København i 1849.  Men er befolkningen bevidst omkring den effekt deres støtte til den kinetisk politik har de steder den bliver indsat? Er folk klar over hvordan vi selv bliver ramt? Hvad er vi ved at blive til? Hvilke sår får vi, af vores ændrede praksis?  Serierne RAMT – Danske soldater Afghanistan, RAMT – 15 danske politikere – det relationelle historiemaleri  Hjemkomst samt Bataljemaleri projektet er fra denne periode. Kunstneren arbejder sideløbende med en række malerier hvor hun sampler billedelemeter fra henholdsvis den nye Afghanistankrig og det militære nederlag i 1864.