Simone Aaberg Kærn ser sine magtportrætter og historiemalerier som mere end blot maleri. Hun kalder det relationelt historiemaleri. Det kunne lyde som om kunstneren ser malerierne som en scene, der sætter en ramme for samtale eller diskusssion. Når hun bliver spurgt til portrættet af den tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussen, har hun ved flere lejligheder afvist, at svare med henvisning til, at værket stadig værker.
Torben Sangil skriver i en meget nøje gennemgang af Kærns Bataljemaleri i Zetland: “Det er umiddelbart et mærkeligt billede ved første øjekast. Der sker alt muligt, og det er svært at forestille sig midterbilledet som én situation, sådan som den realistiske streg med motiverne placeret på samme sted ellers lægger op til. Men Simone Aaberg Kærn trækker på en kunsthistorisk tradition i historiemaleriet, hvor man sammentrænger en lang række begivenheder i ét allegorisk billede, sådan som vi for eksempel kender det fra Eugene Delacroix’ berømte Friheden fører folket på barrikaderne fra 1830, hvor en kvinde med blottet bryst symboliserer friheden. Scenen i Libyen-billedet skal altså ses som et koncentrat, snarere end som et øjebliksbillede.
Torben Sangil skriver videre: Simone Aaberg Kærns billede er nok et maleri med alt, hvad det indebærer, men det maleriske er ikke pointen i sig selv. Hun tænker maleriet som et medium, der har en særlig vægt, og som går i dialog med traditionerne for skildringer af krig. I tråd med sine tidligere værker, herunder det berømte portræt af Anders Fogh Rasmussen, er værket tænkt som et visuelt diskussionsindspil, hvor afvisningen og den bagvedliggende diskussion bliver en del af værket. Hun tilføjer dette billede til de konkrete og mentale billeder, vi har af krigsindsatserne, og påvirker dermed diskussionerne om både krigen og skildringen af den på måder, hun ikke selv kan styre.
I symposiet krigskunst vs. kunst om krig på Charlottenborg hævedede generalsekretær for Atlantsammenslutningen Lars Bangert Struwe at Kærns Batalje maleri slet ikke er bataljemaleri, idet det ikke skildre een afgørende scene, der viser et vendepunkt i Libyen krigen. Derimod skildre Kærns maleri et forløb og må dermed ses som historie maleri hævdede generalsekretæren.
Processen bag Kærns maleriet af statsminister portrættet, var sat op som social plastik, hvor den portrætterede bliver medskaber af værket hævder kunstneren. Omkring tilblivelsen af værket opstillede kunstneren en række regler og handlinger som styrrede tilblivelses processen mere end det rent visuelle. Statsministeren og kunstneren var bevidste om store forskelle i politisk ståsted. De var enige om, at maleriet skulle få de besøgende – især skole klasser til, at stille sig op foran netop Foghs portræt og udfra elementer i billedet diskutere hvad der skete i landet i den periode. Et demokratisk billede, der inviterer til diskussion. Derfor skulle der være mange elementer, der kunne tolkes i forskellig retning i modsætning til et maleri med en mere låst historie eller et psykologisk portræt.
Da maleriet blev afsløret, blev der en voldsom mediedebat. Maleriet blev brugt på f.eks. FB hvor personer satte deres eget portræt ind i maleriet og brugte det som profilbillede. Andre aktører brugte maleriet i deres egen agendaer f.eks. Producerede Carsten Jensen en lille film, hvor han brugte maleriet og især valget af den uduelige kunstner til, at skyde Anders Fogh Rasmussen ned.
Idag stopper skoleklasser og rundture på Christiansborg ekstra længe foran det underlige maleri af statsministeren.
Kunstneren glædede sig over maleriets fortsatte performativitet.
