Pressen vidste, at Kærn havde fået opgaven at skildre den danske indsats i Libyenkrigen og havde skrevet artikler om det, da hun gik igang. Derfor undrede et par journalister sig over, at Simone Aaberg Kærns maleri ikke var at finde blandt de malerier, der er blevet produceret til Det Nationalhistoriske Museum. Da hverken kunstneren eller museet ønskede at udtale sig om sagen, søgte de aktindsigt.
Aktindsigten giver et unikt indblik i, hvordan processen omkring tilblivelsen af maleriet i sig selv blev en krig om, hvem og hvordan man definere billedet af en krig. En konflikt hvor advokater og militærfolk skriver mails om krig og kunst frem og tilbage over fronterne. En måske forudsigelig konflikt med hårdt optrukne fronter. Militærets krigskunst møder en kunstners blik på en krig. Ideen om et firma, der bestiller et brandingbillede af sine aktiviteter, møder den frie billedkunst. En generalmajor fra Forsvarskommandoen og museet, der bestilte billedet, valgte at gå videre med en anden kunstner, da de ikke kunne genkende deres billede af krigen i skitsen. Peter Lassen; Montana valgte herefter, som den klassiske mæcen, at støtte Kærn, så hun kunne realisere maleriet uden restriktioner på indhold og størrelse.
Følgende medier har beskæftiget sig med sagen:
Weekendavisen
Radio 24/7
Information
Første artikel var:
Lig på lærredet
I: Weekendavisen, 2014-01-03, Kultur, s. 1, 10
Nationalhistorisk Museum og Forsvaret bestilte i fællesskab et krigsmaleri af kunstneren Simone Aaberg Kærn. Kunsteren drog til Libyen, og Aaberg Kærn begyndte at sende skitser. Så viste det sig, at Forsvaret havde ganske særlige ønsker. Historien om et maleri, som aldrig kom op at hænge.
senere følger
Otto Lerche interviewer Mette Skovgaard. Direktøren på Den National Historiske samling hævder kunstnerne har kunstnerisk frihed, men ønsker ikke at forklare, hvorfor Kærn ikke må få en kunstfaglig udtalelse som forklaring på at hendes skitse til Bataljemaleriet er afvist. Mette Skovgaard vil heller ikke forklare på hvilke måder, opgaven er bundet.
Kunstneren anser artikler og rapportager, foretaget på baggrund af aktindsigten samt aktindsigten selv, som en del af værkets værken.
